fbpx
skip to Main Content

7 gode råd mod tørre slimhinder i overgangsalderen

7 Gode Råd Mod Tørre Slimhinder I Overgangsalderen

Tørre slimhinder. Arghhh!

Oplever du også svie, kløe og smerte i skeden og skridtet, så ved du helt sikkert, hvad jeg mener.

Tørre slimhinder i skeden er en af de helt store gener i overgangsalderen. Og det kan altså gøre livet noget mere trist, end det ellers kunne have været. Ikke nok med at det gør ondt og generer, men glæden ved sex kan også helt forsvinde. Og sammen med den en stor del af intimiteten til din mand eller kæreste.

Men op med modet.

Der er faktisk en del ting, du kan gøre for at få sundere slimhinder.

Inden vi kommer til de mange gode råd, der virker, så skal vi lige dykke lidt ned i, hvad disse slimhinder egentlig er for nogen.

Hvad er slimhinder?

Slimhinder er fugtige hinder, som findes mange steder i kroppen.  For eksempel i munden, næsen, øjnene, luftvejene, tarmene og urinvejene. Det er en slags indre hud, der er dækket af et lag slim. Og så er det en del af immunforsvaret og beskytter vores krop mod fremmede stoffer. Når slimhinden er i orden, er det svært for fremmede partikler, for eksempel bakterier og allergener, at trænge ind.

Derfor har du tørre slimhinder?

Når dine slimhinder ikke længere producerer så meget slim, får du tynde og tørre slimhinder. Du mærker det mest i skeden, munden, halsen, næsen eller øjnene.

Det er en helt almindelig ting, som rigtig mange kvinder oplever i overgangsalderen.

I overgangsalderen falder dit østrogenniveau, og det kan betyde, at dine slimhinder tørrer ud. De normale celler i skedens slimhinde bliver erstattet af nye celler, som laver en meget tyndere slimhinde. Det bliver produceret mindre slim og fugt. Samtidig er nervetrådene kommet tættere på overfladen. De bliver nu meget mere påvirket ved friktion (gnidning) som for eksempel under samleje.

Mange kvinder i overgangsalderen kan også mærke de tørre slimhinder i munden og øjnene. Og så er der rigtig mange, der oftere får betændelse i underlivet eller i blæren, nu hvor slimhinderne ikke længere beskytter så godt.

Hvordan føles tørre slimhinder?

Kort og godt: Ubehageligt!

Du kan føle det som en tør, kløende og sviende fornemmelse. Lidt ligesom sandpapir. Når du forsøger at have samleje, så kan det være så smertefuldt, at det helt overskygger nydelsen. Og du opgiver sikkert helt at have sex. Hvilket gør det endnu værre, for sexuel ophidselse er nemlig med til at holde slimhinderne sunde. Mere om det længere nede.

Når du har ondt og du forsøger at have samleje, kan du opleve, at skeden “lukker”. Det vil sige. at bækkenbundens muskler forhindrer, at manden kan trænge ind i dig. Det er som om, at kroppen bare siger “Nej!”. Egentlig meget smart, for det er blot et forsvar, som kroppen bruger for at beskytte sig imod smerte.

Tørheden kan du føle oppe i skeden, men også omkring skedeåbningen og kønslæberne (lad os droppe ordet skamlæber) eller endetarmen. Og indgangen til skeden kan føles mere snæver og stram, fordi slimhinderne ikke længere er så fleksible.

For nogle kvinder kan ubehaget være så stort, at de også mærker det ved helt almindelige ting som gåture, cykling og meget andet.

Måske får du små blødninger, fordi slimhinden er så tynd, at der hurtigt kommer rifter. Du kan også have nemmere ved at få svamp, da pH-værdien forandrer sig i skeden. Og svamp og tørre slimhinder er en temmelig ubehagelig kombination. Hvis du har svamp, vil du typisk have grynet udflåd.

 

7 ting du kan gøre mod tørre slimhinder

Du kan få en kort og overskuelig guide med de gode råd lige her:

1. Østrogenbehandling

Hvis du går til din læge, vil han eller hun sandsynligvis foreslå dig en lokalbehandling i skeden med østrogen. Det er dog ikke alle kvinder, der kan tåle østrogener, eller som ønsker at bruge hormoner.

Vagifem
Vagifem er det østrogenpræparat, som din læge sikkert vælger at udskrive til dig. Det indeholder østradiol. Undersøgelser viser dog, at hormonet østradiol er mindre sikkert at bruge end østriol.

Ovestin
Det stof, der virker i Ovestin, er østriol, som er mere sikkert at bruge end østradiol. Du kan få det enten som tabletter, creme eller som vagitorier (stikpiller).

Du kan købe det i håndkøb, men jeg anbefaler, at du altid bliver undersøgt og får vejledning hos din egen læge, eller gynækolog. Eller hos en vejleder i naturlig hormonterapi.

 2. Hyaluronsyre

Ud over at være et ord, der næsten er umuligt at sige (hy-a-lu-ron-syre), så det det også et stof, der hjælper rigtig godt på tørre slimhinder. Hyaluronsyre er en af kroppens naturlige byggestene, og det findes bl.a. i kroppens slimhinder. Syren hjælper med at opretholde fugt og elasticitet i skedens slimhinde. Og så er der ikke nogen bivirkninger ved stoffet.

Repadina
Repadina er stikpiller (vagitorier), der indeholder hyaluronsyre og mandelolie. Syren heler og reparere mens mandolien fugter og blødgør. Det indeholder ikke hormoner, parabener eller parfume.

3. Gel

Replens
Replens er et ikke-hormonelt præparat, som kan hjælpe mod tørhed i skeden. Det er en fugtgivende gel, som binder sig til skedevæggen og afgiver fugt i mindst 72 timer. Replens hjælper på den måde din slimhinde til at være mindre tørt og sørger også for, at skeden renses for døde hudceller. 

Det indeholder ikke hormoner eller parabener – men desværre indeholder det mineralolie. Og hvorfor nu det? tænker jeg. Det bør være muligt at bruge en olie, som ikke er mineralsk. Hvis du ikke ved, hvad mineralsk olie er, så kan jeg oplyse, at den benzin, som du kommer på din bil også er fremstillet af mineralsk olie. Og det er altså ikke godt for kroppen. Mineralolie har ingen plejende virkning. Det ligger godt nok en beskyttende hinde, men den hinde forhindrer samtidig andre gode og nærende stoffer at trænge ind. Brug i stedet produkter med gode planteolier.

4. Glidecremer

Du kan bruge glidecreme under samleje og på den måde bliver der mindre gnidningsmodstand og du vil opleve færre smerter. Der er stor forskel på glidecremer og deres kvalitet. Du kan få både vandbaserede og silikonebaserede cremer. De vandbaserede holder ikke lige så længe og er ikke lige så effektive som de silikonebaserede. 

Her er YES et godt bud, da den er økologisk og uden parabener.

 

tørre slimhinder

 

5. Olie – indeni og udenpå

Sunde fedtstoffer
Når du har tør hud og slimhinder, så er det vigtigt, at du får fyldt kroppen godt op med sunde olie. Spis fx ekstra koldpresset olivenolie, kokosolie, avocado, mandler, hørfrø –  og tag et dagligt tilskud af fiskeolie. Anette Harbech Olesen, som i mange år har arbejdet med mad og ernæring, er en kvinde, der er værd at lytte til. Hun er dygtig, har en stor viden og er en pålidelig kilde. Hun har skrevet en rigtig god artikel  om sundt fedt, som jeg i den grad vil anbefale, at du læser, hvis du vil vide mere.

Fiskeolier
Annette Harbech Olesen har sat sig grundigt ind i, hvilke fiskeolie, der er de bedste. Du husker måske, at der for et par år siden, at det kom frem, at mange fiskeolier var harske, når man købte dem. Og så er de jo lige pludselig ikke så sunde mere. Hun anbefaler 3 fiskeolier, som er sikre at spise: Dansk Ørred – økologisk fiskeolie, Nordic Natural cod liver oil og Nordic Natural algae omega. Den sidste er faktisk slet ikke en fiskeolie, men i stedet en olie lavet på alger. Den kan jeg også klart  anbefale, da det er den jeg tager hver dag.

Kokosolie
Kom en klump kokosolie op i skeden hver aften eller morgen og smør også omkring skedeåbningen. Sørg for at have et glas, du kun bruger til skeden, da du så undgår bakterier fra køkkenet.

6. Sex

Jeps, sex hjælper – også selvom det gør ondt. Når du bliver sexuelt ophidset, så øger det blodgennemstrømningen i skeden, og gør at dit væv bliver sundere. Og husk på, at du ikke behøver at have sex med en partner, hvis det gør alt for ondt. Du kan starte med at onanere – eller have solosex, som det også hedder. Det er en god idé at bruge en vibrator, som giver større påvirkning. Og det gode ved vibratoren er også, at du, hvis du ønsker det, kan lege med den sammen med din partner.

Du kan også sagtens stadig have god sex med din partner, uden at I behøver at have samleje. Det kan måske endda ligefrem give jer ny inspiration. Så det er bare med at komme i gang :).

Vibrator
Den amerikanske læge Dr. Mary Jan Minkin, der er professor i klinisk obstetrik og gynækologi, anbefaler kvinder i overgangsalderen at bruge en vibrator til at løse deres problemer med tørre slimhinder i skeden.

Det egentlige formål med vibratoren er at forøge blodgennemstrømningen i underlivet. Ikke blot er det nydelsesfuldt, men det er også afstressende. Og mindre stress er rigtig godt for din hormonbalance.

Faktisk anbefaler Mary Jan Minkin, at du bruger vibratoren 3-4 gange om ugen og sammen med en god glidecreme.

Du kan købe vibratoren her og samtidig læse om hvordan også danske kvinder er blevet hjulpet af vibratoren. Her kan du også få råd til hvilken slags glidecreme, der er bedst at bruge.

Forøg din sexlyst
Måske skyldes din tørhed under samleje slet ikke tørre slimhinder, men i stedet at du i takt med hormonændringer i kroppen ikke længere har så stor en sexuel lyst som tidligere. Eller måske er der problemer i dit parforhold, som gør at du mister lysten. Så søg hjælp hos en sexolog. Du kan få hjælp og vejledning alene eller sammen med din partner. Du kan også starte med at læse mere her på websexolog.dk.

Eller det kan være på grund af dit lave niveau af kønshormoner, at du har mistet lysten til sex. Her kan en vælge at få hormonbehandling. Jeg anbefaler klart, at du finder en, der kan vejlede dig i naturlig hormonterapi.

7. Træn din bækkenbund – også når du ikke har sex

I det hele taget er det godt at styrke sine bækkenbundsmuskler. Det vil også øge blodcirkulationen og samtidig give dig en bedre kontakt og følelse i din bækkenbund. Og ja, vi kender jo alle til det råd med at det er så nemt at få ind i hverdagen, for det kan jo gøres alle vegne, i køen til kassen, mens du venter på bussen, i bilen, i kirken … og hvor ved jeg. Meeen, det er altså også bare så nemt at glemme. Så det bedste er at indføre en fast rutine. Vælg to tidspunkter på dagen fx morgen og aften og knib så 10 gange i 8 sekunder. Efter 1-2 måneder skulle du gerne kunne mærke en stor forskel.

Bækkenbunden er som enhver anden muskel, hvis den ikke bliver trænet, så bliver den mindre og svagere. Du kan få meget mere inspiration på knibnu.dk.

Andre kloge ting, du kan gøre:

  • Brug trusser lavet af naturmaterialer.
  • Sov evt. uden trusser.
  • Undgå stramme bukser og underbukser (lidt svært – tænker jeg, med mindre du går trusseløs og med kjole eller nederdel).
  • Brug et mildt vaskepulver uden parfume og allergifremkaldende stoffer.
  • Brug ikke trusseindlæg, bind, tamponer med duft.
  • Undgå helst tamponer – og undgå helt tamponer og bind, der ikke er svanemærket.
  • Lad være med at intimbarbere dig eller blive vokset.
  • Brug ikke hygiejnesprays.
  • Undgå helst at vaske dig i skridtet.
  • Brug ikke boblebad i badekaret. Brug evt. i stedet en god og naturlig olie.
  • Stop rygning, så din blodcirkulation bliver bedre.
  • Brug ikke produkter med alkohol og andre ting, der udtørre slimhinderne yderligere.

This Post Has 9 Comments
  1. Hej Helle Lone
    Tak for et helt fantastisk indlæg, som jeg er helt sikker på hjælper mange kvinder.

    Jeg synes du kommer rigtig godt rundt. Ift. hyaluronsyre har Repadina.dk selv skrevet en rigtig fin beskrivelse af netop dette. Den kan læses her: http://repadina.dk/hvad-er-hyaluronsyre/

    Igen, tak fordi du skriver så dybdegående. Vi er mange kvinder der oplever dette, så fint med en god artikel som go-to sted.

    1. Helle Lone Jensen siger:

      Hej Lise

      Tak for de fine ord, og dit link.

      Jeg skal netop snart have opdateret min artikel og min guide, for jeg lærer jo også hele tiden selv nyt.

      Og ja, der er så mange kvinder, der lider af tørre slimhinder. Det er bare ikke noget, vi taler så meget om. Det kan virkelig være ødelæggende for livskvaliteten. Jeg har hørt nogle kvinder sige, at det er vel bare alderen, og det må vi leve med, men det behøver vi altså ikke. Vi kan ændre det.

      Kh. Helle

  2. Hejsa og tak for alle dine super artikler 😉 når nu de tørre slimhinder genere mest i munden, øjnene og næsen er der så også hjælp at hente? Tænket at en stikpille til “dåsen” ikke hjælper i den ende 😂

    1. Helle Lone Jensen siger:

      Hej Tina

      Dejligt at du har glæde af informationerne i artiklerne.

      Og et rigtig godt spørgsmål, du stiller. Især fordi læger og gynækologer i DK fortæller, at hvis du bruger hormoner i skeden, så kommer det ikke ud i resten af kroppen. Men det er ikke helt sandt. Det virker i begge ender 🙂 Ligesom når man tager en stikpille i endetarmen, som også er en slimhinde. Det bliver også optaget i hele systemet.

      Det er der også studier, der viser. Bl.a en nyere dansk undersøgelse, der viste en forøget kræftrisiko, når man brugte hormonspiral. Hvad du putter op i skeden, vil også komme ud i kroppen.
      Hormoncremer kan du også smøre på andre steder på kroppen end lige i skeden. Det kan du læse meget mere i bogen ‘Naturlig hormonterapi – du har et valg’, hvis du selv ønsker at gå i gang. Eller du kan vælge et forløb i NHT Naturlig Hormonterapi® hos mig.

      Kh. Helle

    2. nå jeg ser nu at du har spurgt om det samme som mig 😀

  3. Kære Helle,
    Tak for en rigtig god blog. Hvad er din holdning til laserbehandling af slimhinderne. Jeg har haft brystkræft og er BRCA genbærer, så jeg har i en alder af 38 fået fjernet æggestokkene. Et helt liv med hormoner er ikke noget jeg føler mig tryg ved.

    kh Isabella

    1. Helle Lone Jensen siger:

      Kære Isabella
      Beklager det sene svar.

      Flere studier tyder på, at laserbehandling kan være effektiv for mange kvinder med tørre slimhinder. Et dansk pilotprojekt på Hvidovre Hospital viste, at 85% af de kvinder, der deltog, havde glæde af behandlingen.

      Der er dog også forskere, som peger på, at det sikkerheden og effektiviteten – især set på lang sigt, endnu ikke er undersøgt godt nok. De studier, der er lavet er primært kliniske og har et begrænset antal deltagere. De mener, der mangler studier med et stort antal af tilfældigt udvalgte deltagere, som følges i flere år.

      Et helt nyt studie inddrog 4 cases, hvor kvinder havde fået komplikationer efter 3 behandlinger med laser. De fik enten rifter ved samleje eller oplevede at få nyopståede (eller forværrede) smerter ved samleje. Jeg ved umiddelbart ikke, om nogle af de 15 kvinder som deltog, fik bivirkninger.

      FDA (Food and Drug Administration) i USA advarede i juli 2018 imod laserbehandlingerne. FSA mener, at behandlingerne kan være forbundet med alvorlige bivirkninger som arvæv, forbrændinger, smerter ved samleje eller kroniske smerter. Tænker dog at deres advarsel især skal ses ud fra at “charlataner” tilbyder laserbehandling, men måske ikke har helt ekspertise og erfaring nok. Men også for at kvinder kan træffe et oplyst valg ud fra alle kendte oplysninger, og ikke blot klinikkernes egne positive udtalelser.

      Det ville jo være fantastisk, hvis det danske pilotprojekt ville blive til at større projekt, som ville undersøge laserbehandlingen yderligere. Også fordi det så ville være muligt at få behandlingen i offentligt regi, og ikke selv skulle betale de adskillige tusinde kroner, som et behandlingsforløb koster. Men kvindeforskning og behandling for almindelige kvindelidelser bliver desværre ikke altid prioriteret. Heller ikke selvom det er omkring 50% af alle kvinder, der kommer til at døje med tørre slimhinder.

      Altså, meget tyder på, at behandlingen virker gavnligt på en stor del kvinder, men dog i enkelte tilfælde kan medføre (alvorlige) bivirkninger.

      Tag altid en snak med din gynækolog, før du kontakter en af de private klinikker, som udfører laserbehandling. På den måde kan du få en uvildig undersøgelse og vurdering af dine slimhinder.

      Mange hilsener
      Helle

  4. Men hva hulan stiller man så op med tørre øjne og mund??? der kan jeg jo ikke så godt smøre med glidecreme vil jeg mene 😉 ( jeg er KUN 44 og allerede ramt af symptomer på overgang….det er godt nok kommet bag på mig!)
    Jeg har taget olier i mange år og sys næsten ikke jeg kan klemme mere ned :0)

    Tak for artiklen

    1. Helle Lone Jensen siger:

      Hej Maj

      Her kommer jeg så endelig med et svar til dig.

      Tørre øjne og tør mund kan komme af flere årsager, bl.a. medicin eller væskemangel, men også pga. af et lavt niveau af østriol. Og så kan man afprøve om ikke østriol vil afhjælpe problemet. Man behøver ikke smøre det i munden eller øjnene :). Hvis man smører det på kroppen, bliver det optaget systemisk, hvilket betyder, at østriolniveauet i hele kroppen bliver højere. Derfor vil det kunne påvirke alle slimhinder i kroppen.

      Mange hilsener
      Helle

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

KVIKGUIDE: 7 GODE RÅD MOD TØRRE SLIMHINDER I OVERGANGSALDEREN
Download min kvikguide til hvordan du får sunde slimhinder.
Og bliv samtidig tilmeldt mit nyhedsbrev med god og nyttig viden, du ikke vil gå glip af.
Back To Top