fbpx Skip to content
[rev_slider alias="blogpost"]

Kvinders overgangsalder – en helt naturlig proces

Kvinders overgangsalder er ofte en tid med mange forandringer, og en tid, som opleves meget forskelligt fra kvinde til kvinde.

Nogle kvinder har voldsomme gener og har brug for hjælp til at lindre dem, mens andre glider let gennem perioden. Og vi kvinder er i vores gode ret til at opsøge og få al den hjælp, vi individuelt ønsker og har brug for.

Men ofte synes jeg, der bliver talt om kvinders overgangsalder som en sygdom. Efter min mening er kvinders overgangsalder ikke en sygdom, men en helt naturlig proces, som kommer til alle kvinder. Ligesom puberteten heller ikke er en sygdom, men en livsfase.

Kvinders overgangsalder – kroppen er indrettet til det

Kvinders overgangsalder er en periode, der byder på mange forandringer på godt og ondt. Rent fysisk sker der store ændringer i kroppen, men også på det psykiske, mentale og spirituelle plan kan der opleves store forandringer.

Oplevelserne og følelserne er mange og meget forskellig fra kvinde til kvinde, alt afhængig af, hvor påvirket du er af de hormonelle forandringer. For langt de fleste kvinder er det en tid uden de store problemer, mens andre oplever, at de fysiske og psykiske gener er så voldsomme, at deres livskvalitet er voldsomt forringet.

Kroppen er indrettet til selv – i langt de fleste tilfælde – at tage sig af forandringerne. Ubehag og symptomer er signaler om, at du skal være opmærksom på din krop og lytte til dens behov. Du kan ikke længere overhøre din krop, men er nu nødt til at tage vare på den – og dig selv – på en anden måde, end da du var yngre.

Kvinders overgangsalder – en tid med muligheder

Kvinders overgangsalder er også en periode, hvor mange kvinder stopper op og tager livet op til revision. ”Lever jeg nu det liv, som jeg ønsker, eller er der noget jeg skal ændre?”, spørger mange kvinder sig selv. Adskillige fortæller, at det er en tid, hvor de bliver mere selvsikre og klar over, hvad de vil med livet. De føler sig mere harmoniske og i kontakt med sig selv og er generelt mindre optaget af, hvad omverden forventer og mener. Det er en tid, hvor du – hvis du tør – kan finde nye sider af dig selv og leve dit fulde potentiale.

Et ændret syn på kvinders overgangsalder

For bare 10 år siden så lægerne ganske anderledes på kvinders overgangsalder, og anbefalede alle kvinder at tage hormoner. Men indenfor det sidste årti er flere og flere kvinder – og læger – begyndt at finde en anden vej ud af generne. Der er meget, du selv kan gøre for at få en god overgangsalder. En hormonvenlig kost, træning, kosttilskud og alternativ behandling kan være medvirkende til at give dig en tid med større velvære og livskvalitet.

For mit eget vedkommende er det en livsfase, som har budt på en del gener, men også glædelige forandringer. Jeg oplever et stort velbehag ved ikke længere at have menstruation og smerter en gang om måneden. Jeg oplever, at jeg er mere ligeglad med, hvad andre mener om mig, og at jeg har nemmere ved at mærke og følge mine inderste værdier og ønsker.

Jeg er netop blevet 50 år, og flere kvinder har fortalt, at det er det bedste årti i deres liv, så jeg kan kun glæde mig til, hvad livet byder på de næste år.

  • Hvordan har du det med overgangsalderen?
  • Er den et nødvendigt onde?
  • Måske glider du let gennem den og synes endda, det er en givende og udviklende tid?
  • Eller måske frygter du den?
  • Har det budt på ændringer i din måde at leve livet på?
  • Har du fundet noget, som giver dig større velvære og livskvalitet?

Del med os andre nedenunder, så vi kan få glæde af din viden.