fbpx Skip to content

Er det farligt at bruge rødkløver i overgangsalderen?

Er det farligt at bruge rødkløver i overgangsalderen? 
Og virker rødkløver mod hedeture?


Er der grund til bekymring ved at bruge rødkløver i overgangsalderen? Hvad siger forskningen? Er det sikkert at bruge kosttilskud med rødkløver? Og virker rødkløver effektivt på hedeture i overgangsalderen?


Jeg har på det seneste hørt flere kvinder udtrykke bekymring omkring brug af rødkløver i overgangsalderen. De er bange for, om planteøstrogenerne i rødkløver kan have skadelige virkninger. 


Men er der egentlig grund til bekymring? Hvad siger forskningen om brug af kosttilskud med rødkløver? Og virker rødkløver effektivt mod hedeture?

Giver rødkløver øget kræftrisiko?

En af bekymringerne går på, om rødkløver øger risikoen for at få brystkræft.


Rødkløver indeholder planteøstrogener, især de planteøstrogener, der hedder isoflavoner). Planeteøstrogener er ikke det samme som humant østrogen, men har en kemisk struktur, der ligner menneskekroppens østrogen. Og planteøstrogenerne sætter sig da også på de samme receptorer i kroppens celler som østrogen gør. Dog er planteøstrogeners virkning betydeligt svagere end vores egne mere potente østrogener.


Man ved at østrogenniveauet i blodet påvirker risikoen for udviklingen af brystkræft, men gør planteøstrogener nu også det samme? Fremme de kræft eller modvirker de faktisk østrogenernes negative virkning? Det er her, det bliver rigtig interessant (synes jeg selv i hvert fald). Nogle resultater viser nemlig, at planteøstrogener kan have en negativ virkning på udviklingen af brystkræft, mens andre viser det totalt modsatte, at planteøstrogener kan have en beskyttende effekt. Så forskningen er ikke entydig på det område.


Fordi forskningen ikke er fuldstændig klar, så anbefaler Kræftens Bekæmpelse, at man undgår tilskud med soja og rødkløver, hvis man har eller har haft brystkræft.


For kvinder som ikke har haft brystkræft, skriver Kræftens Bekæmpelse på deres hjemmeside, at forskningen tyder på, at der ikke er bivirkninger forbundet med at tage kosttilskud med planteøstrogeer i op til to år. Ud over de to år er der ikke tilstrækkeligt med forskning til at kunne udtale sig om sikkerheden.

Er rødkløver med til at give en fortykkelse af livmoderslimhinden?

En anden bekymring er, om rødkløver påvirker livmoderslimhinden, sådan at det giver en øget vækst af celler. Hvilket vi også på lægesprog kalder for hyperplasi. Eller populært for fortykkelse af livmoderslimhinden.


Hyperplasi kan føre til kraftigere og mere langvarige menstruationsblødninger. Det er dog i sig selv ikke farligt, men selvfølgelig yderst generende. En godartet vækst af celler kan dog over en lang årrække (10-20 år) udvikle sig til kræft, hvilket heldigvis er meget sjæledent.


Men hvordan påvirker rødkløver så livmoderslimhinden. Flere store og grundige forskningsrapporter har vist, at indtag af rødkløver i to år ikke viser tegn på cellevækst i hverken livmoderslimhinden eller skede. Og ej heller giver flere tilfælde af kræft i livmoderen.

Virker rødkløver på hedeture i overgangsalderen?

Men kan det overhovedet betale sig at investere i kosttilskud med rødkløver? Har det nogen positiv effekt på hedeture i overgangsalderen?


Igen giver forskningen blandede resultater. Nogle studier viser en forbedring, mens andre viser, at der ikke er nogen virkning af rødkløver. Eller at rødkløver endda i nogle tilfælde kan være med til at forværre hedeture. Noget tyder på, at kvinder efter menopausen har en bedre virkning i forhold til kvinder i perimenopausen. Desværre viser undersøgelser også, at hvis der er en positiv effekt på hedeture, så ophører virkningen igen efter nogle måneder.


I forskningsrapporter, hvor man kigger på alle forsøg samlet, er konklusionen, at der ikke er noget bevis for at rødkløver virker mod hedeture. Resultaterne viser, at der ofte er lige så stor virkning hos kvinder i placebogruppen, som ikke modtager tilskud med planteøstrogener, som i den gruppe der får tilskud med planteøstrogener. Og placeboeffekten kan være helt op til 50 procent. Eksempelvis har en stor samlet undersøgelse af i alt 30 kliniske forsøg med knap 3000 kvinder vist, at kosttilskud med rødkløver, soja eller hørfrø ikke giver færre hedeture.

Den hurtige oversigt om rødkløver og sikkerhed i overgangsalderen

Her tilsidst får du lige en hurtig resume over de forskningsresultater, som jeg har skrevet om her i artiklen.

1:

Kvinder, som har eller har haft brystkræft, bør for en sikkerheds skyld undgå tilskud med rødkløver og andre kostilskud med indhold af planteøstrogener.

2:

For kvinder, der ikke har haft viser undersøgelser, at det er sikkert at bruge rødkløver i op til tre år. Og muligvis også længere, men det er blot ikke undersøgt.

3:

Der er ikke tegn på øget cellevækst i hverken livmoderslimhinde eller skede ved brug af rødkløver i op til tre år.

4:

I undersøgelser med brug af tilskud med rødkløver har der generelt ikke været bivirkninger af betydning. Dog kan nogle opleve mavegener.

5:

Da rødkløver virker blodfortyndende, bør personer, der har blødersygdomme eller får blodfortyndende medicin, kun indtage rødkløver efter aftale med deres læge.

6:

For kvinder med kraftige blødninger, kan rødkløver muligvis forværre blødningerne, da det virker blodfortyndende. (NB: Fiskeolie samt E-vitamin i høj dosis fortynder også blodet).

7:

Når man sammenholder den samlede forskning på området, så er der ikke bevis for, at rødkløver dæmper hedeture mere end placebo. Men hvis du oplever en effekt på dine hedeture, så kan det jo i princippet være ligegyldigt, om det er en placebovirkning.

VIGTIGT: Brug ikke rødkløver, hvis du har eller har haft brystkræft, har blødersygdomme, får blodfortyndende medicin eller har kraftige og langvarige menstruationer.

Få e-bogen
Forstå din overgangsalder
Koster kun din mail
Du får også frit abonnement på mit nyhedsbrev med nyttig viden samt gode tilbud. Kan du ikke bruge al den hjælp, kan du til enhver tid afmelde med ét klik.

Kilder

Planteøstrogener i kosten og kosttilskud. Kræftens Bekæmpelse (tilgået 25-07-2024): https://www.cancer.dk/hverdag/hvad-kan-du-selv-goere/alternativ-behandling/naturlaegemidler-kosttilskud/planteoestrogener/

Red clover: Benefits, Uses and Side Effects . Healthline.com (tilgået 25-07-2024):  Healthlinehttps://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC6291970/

Red Clover Extract. Examine.com (tilgået 25-07-2024): https://doi.org/10.3389/fnagi.2017.00404


Red Clover. Drugs.com (tilgået 25-07-2024): 10.3109/00016489.2013.841991