fbpx Skip to content

Derfor er overgangsalderen vigtig og god for dig

Ved du overhovedet, hvorfor du kommer i overgangsalderen?

Hvorfor det er både nødvendigt og yderst vigtigt for dig?

Og hvilke gode ting overgangsalderen bringer med sig?

Overgangsalderen er nemlig ikke kun forfald og lidelser. Det er også en glædelig begivenhed, når du kommer ud på den anden side. En begivenhed som vi bør sætte pris på og fejre.

Hvis du har det frygtlig ubehageligt i din overgangsalder, så kan du sikkert ikke forestille dig, at der er noget som helst godt ved overgangsaldere.

Men lyt eller læs med alligevel for der er så meget håb og mange ting at glæde sig til, når først overgangsalderens hormonelle kaos stilner af. Hvilket det gør for de fleste kvinder.

Videoen herover er en liveudsendelse, som jeg holdte i min facebookgruppe Få en bedre overgangsalder. Her deler jeg viden, inspiration og hjælp med kvinder som dig i overgangsalderen. Et skønt fællesskab for alle, der har lyst til at være med.

Bliv medlem af facebookgruppen Få en bedre overgangsalder lige her >>

Overgangsalderen kan være et smertefuldt farvel

Overgangsalderen er en tid, hvor du skal sige farvel til mange funktioner i din krop, som gennem flere årtier har været en fast del af dit liv. Men overgangsalderen er ikke blot et smertefuldt farvel, selvom det i en periode nemt kan føles sådan.

Men overgangsalderen byder også på et glædeligt goddag

Det er også et glædeligt goddag til en helt ny livsfase. Til mange nye og gode ting. Når først de værste turbulente år er ovre, kan du nyde godt af at være fri for menstruation, prævention, frygten for at blive gravid, de månedlige udsving og eventuelle smerte og ubehageligheder. Samt for de fleste også at slippe for de størstedelen af de værste symptomer i overgangsalderen.

Derfor kommer du i overgangsalderen

Overgangsalderen og tiden derefter er ikke en sygdom eller en tilstand af mangel på hormoner. Det er helt naturligt, at vi får de lave hormonniveauer efter menopausen. Sådan er vores kvindelige biologi indrettet fra naturens side. Det er en del af kvindelivet, at vores evne til at få børn slutter tidligere end mænds. Kvinder er gået gennem overgangsalderen i umindelige tider, og det er en helt naturlig tilstand.

Overgangsalderen er en del af din aldringsproces. Din krop er kodet til at lukke ned for aktiviteten i dine æggestokke, når du er midt i livet. Hvorfor ved man ikke helt præcist.

Nogle mulige forklaringer er:

  • Vi skal tage os af vores børnebørn og ikke vores egne børn.

  • Aldringen af vores krop gør det hårdt at være gravid, føde og amme børn i så sen en alder.

  • For at beskytte os mod det høje østrogen, der er nødvendig for at kunne bliver gravid og føde børn.

Men ingen ved det helt præcis. Dog er det helt sikkert at overgangsalderen er en nødvendig og vigtig livsfase, for ellers ville vores biologi ikke være indrettet sådan.

De glædelige ting ved overgangsalderen

Mens nogle kvinder glider temmelig ubesværet gennem overgangsalderen, så kan den være noget af en mundfuld for mange andre kvinder. Men på den anden side af overgangsalderen er der som regel godt i vente.

Overgangsalderen opleves af mange kvinder som et energi- og bevidsthedsskifte, som fører til en tid med mere visdom, dybde og integritet. Kvinder beretter, at de føler sig mere erfarne, kompetente og sikre. Ungdommens usikkerhed er væk. De bliver ikke længere så hurtigt ramt og såret, og hviler mere i sig selv.

Småting går dem ikke på længere. De er mere overbærende og tålmodige. Kort sagt mere rummelige og tolerante. Både overfor andre, men også over for sig selv.

De besidder en større klarhed over, hvem de er dybest inde, og lever mere efter deres indre værdier og overbevisninger. De bruger langt mindre tid på at ‘please’ andre, og gider ikke mere ‘bullshit’. Nu er der tid og overskud til at sætte fokus på sig selv, egne behov og lyster. En følelse af frihed kan pible frem.

Al den energi, der tidligere var bundet til menstruation, graviditet og den månedlige cyklus bliver frigivet.

Efter overgangsalderen byder livet på nye muligheder

Efter overgangsalderen er det tid til, at du skal omdefinere dig selv. Smide dit skjold og din bekymring for, hvad andre mener. Folde dig selv ud med alle dine gaver, Det er tid til at leve et autentisk liv, der bygger på dine indre værdier

Din værdi falder ikke fordi, vi ikke længere kan få børn, er løsere i kødet eller ikke har samme ydre sexappel længere. Du får en helt ny og anden værdi, som desværre ikke umiddelbart er i så højt skattet i vores kultur. Men det behøver vi ikke lade os diktere af. Vær glad for den, du er blevet. Du har så meget andet at byde på og give til verden.  Din livserfaring, visdom og rummelighed er guld værd. Det er hvad verden trænger til. 

Du er fuldstændig tilstrækkelig præcis som du er. Du behøver ikke være yngre, have flad mave, struttende bryster eller hvad vi nu fortæller os selv, når vi gør os mindre. Fold vingerne ud og gør dig stor. Vær modig og kast dig ud i, det liv du ønsker at leve. Der er uudforskede eventyr derude, der venter på dig.

* * * 

Indrømmet, hvis du står midt i en turbulent overgangsalder, hvor hormonerne raser kaotisk, giver dig ubehag og forstyrrer din nattesøvn, så er det svært at forestille sig, at du kan nå dertil. Men hold ud, typisk kommer der mere ro på, når først hormonerne falder på plads igen - og når du har forliget dig med dine nye krops- og livsvilkår.

Så vil der også blive plads til et glædeligt goddag.

Til en helt ny fase i livet, der varer resten af dit liv.

Hvad vil du fylde den sidste halvdel af dit liv med?

Du kan meget vel stadig have 30-40-50 år tilbage at leve i.

Fyld dem med det, der er vigtigt for dig.

E-BOG

ALT du behøver vide om forandringerne midt i livet