fbpx Skip to content
[rev_slider alias="blogpost"]

10 tegn på overgangsalderen

Ok, indrømmet. Jeg fangede ikke lige i starten, at de forandringer jeg oplevede i min krop, faktisk var de første tegn på overgangsalderen. Først flere måneder senere gik det op for mig, at min dårlige søvn og den “mærkelige” indre varme var tegn på, at overgangsalderen var på vej.

Er du omkring de 50 år og mærker forandringer i din krop, så læs med her, og find ud af om, det er tegn på overgangsalderen.

10 sikre tegn på overgangsalderen

1. Uregelmæssig menstruation

Du skal være opmærksom på de første tegn på overgangsalderen, når du er omkring 45. Fælles for alle kvinder er uregelmæssig menstruation. Der kan enten være længere eller kortere mellem dine menstruationer, eller de kan blive kraftigere og mere smertefulde end tidligere. Hos nogle aftager de blot, måske med længere perioder helt uden menstruation.

2. Hedeture

Et af de mest almindelige og sikreste tegn på overgangsalderen er hedeture. Kroppens termostat virker ikke længere, og det giver hede- og svedeture. Du oplever, at temperaturen i din krop pludselig stiger. Det kan føles, som en bølge der starter nede i kroppen og fortsætter opad til hovedet. Ansigtet og halsen bliver rød, og sveden pibler frem. Længden og hyppigheden varierer fra kvinde til kvinde, men kan være så ofte som en eller to gange i timen. Nogle kvinder oplever, at hedeturene er værst om natten, og at de må op og skifte nattøj og sengetøj.

3. Tørre slimhinder

Det er almindeligt, at slimhinderne i skeden, livmoderen og blæren danner mindre fugt og bliver mindre elastisk og mere tør. Du kan opleve oftere at få betændelse i underlivet eller blæren – eller at få brug for at tisse hyppigere. Under samleje kan du føle ubehag og smerte på grund af de tynde slimhinder. Lysten til sex kan i mange tilfælde være mindsket på grund af de hormonelle forandringer, men kan yderligere blive mindre som følge af smerter ved samleje.

4. Søvnproblemer

Mange kvinder oplever, at de sover lettere og vågner oftere. Måske har du også svært ved at falde i søvn, eller du vågner midt om natten uden at kunne sove igen. Det kan være et tegn på overgangsalderen. Desuden kan de natlige hedeture forstyrre søvnen.

5. Humørsvingninger og lavt energiniveau

Østrogen påvirker produktionen af serotonin i kroppen. Da østrogenniveauet i overgangsalderen er meget ustabilt, kan det føre til, at du oplever voldsomme og uforklarlige humørsvingninger. Du kan have lettere til gråd og lettere ved at blive irriteret. Mange kvinder oplever også, at de uden grund har meget mindre energi end tidligere og hurtigere bliver trætte.

6. Vægtstigning

Vægtstigning er endnu et tegn på overgangsalderen. Du tager lettere på, og fedtet sætter sig mere omkring taljen og maven end på hofterne og lårene.

7. Koncentrations- og hukommelsesproblemer

Mange kvinder oplever, at de har problemer med at huske, og flere klager over nedsat opmærksomhed eller evne til at koncentrere sig.

8. Forandring i hud og hårvækst

Andre tegn på overgangsalderen kan være ændringer i hud og hår. Du får typisk flere rynker, håret kan blive tyndere, og nogle oplever også at få uren hud. Samtidig kan der komme flere og stivere hår på overlæbe og hage.

9. Led- og muskelsmerter

Led- og muskelsmerter kan være et tegn på overgangsalderen. En del kvinder fortæller, at de får ømme og stive led og muskler.

10. Hovedpine og migræne

I takt med hormonudsvingene kan du få hovedpine, svimmelhed eller migræne. Kvinder, der i forvejen lider af migræne, kan opleve, at den bliver værre i overgangsalderen.